Snekker Andersen og julenissen

Mother Christmas 

(Juledikt av Roald Dahl)

Den lille gjetergutten ( fra "Den store juleboken", Anne-Lise Mellby) 

Det var en gang en gjetergutt som lå under den varme dundynen sin. Da så han for sitt indre øye - uten å vite om han drømte eller var våken - hvordan det lille barnet lå i den harde krybben sin på en håndfull strå og frøs, fordi det ingen dyne hadde. Han så tydelig både barnet som lå på det fattige leie, og seg selv, som lå under dynen. "Dette er for galt", tenkte han. "Her ligger jeg godt og varmt, mens det lille barnet må fryse i stallen."

Og i et hopp var gjetergutten ute av sengen og rullet dynen sin sammen. Han tok den under armen for å bære den til det sted hvor han hadde sett barnet.

Men da han gikk med dynen under armen, barfotet over snømarkene, sto med en gang en lysende engel foran ham. Og engelen sa ; "Vær uten sorg og bekymring, du gode menneske. Det lille barnet fryser for alle menneskers skyld, også for din. Men du skal en gang sitte ved barnets side i himmelen, og når klokkene ringer juledagen inn, da kan du riste dynen utover jorden, så dunene danser og virvler nedover mot marken."

Og når det snør på juledagen, da vet vi at gjetergutten rister dundynen, så de lette, hvite dunene danser og virvler og hyller alt inn i uskyldens farge. Og busker og trær og skog og mark sover rolig under det lune teppet som en gang ble gitt til det himmelske barn, og som derfor kommer alle skapninger til gode.

               Hvorfor vi henger opp strømpe på peisen                     

                                                              I følge legenden oppsto skikken med å henge opp strømpe på peisen opprinnelig med St. Nicholas. Det ble sagt at han ofte hjalp til med å skaffe medgift til fattige unge piker. I et tilfelle kastet Nicholas en liten skinnpose med gullpenger inn gjennom vinduet der jenta bodde. Posen landet i en av jentas strømper, som var hengt opp til tørk på peisen.

Legenden om Julelyset      

Vanen med å plassere lys i vinduene i desember stammer antagelig opprinnelig fra før-kristen tid, som en del av vinter-solfesten. Denne legenden viser hvordan den kristne kirke forandret skikken til å representere lyset og freden i Kristus.

Det var en gang for lenge siden, en gammel skomaker og kona hans som bodde i Østerrike. Selv om de var veldig fattige delte de alltid det lille de hadde med andre. Hver aften satte de et lite lys i vinduet i den lille stua si, som et tegn på gjestfrihet for alle veifarende som måtte trenge ly for natten. 

Gjennom årene ble den lille landsbyen deres plaget av krig og hungersnød. Men som om en ukjent kraft vernet dem, led skomakeren og kona hans  mindre enn de andre i landsbyen.

Så en julekveld samlet landsbyboerene seg for å diskutere de vanskelige forholdene de levde under. "Det er noe spesielt med skomakeren og kona hans",  sa en. "De slipper alltid unna ulykkene våre. Hva er det de gjør annerledes enn   oss andre ? "La oss sette lys i vinduene våre. Kanskje det er det som verner dem fra alt det vonde", sa en annen. 

Den natten var den tent lys i vinduet i alle hjem, og så - før solen sto opp, kom en budbringer med store nyheter til landsbyen ; Det var fred ! Da takket landsbyboerene Gud for å ha gitt dem fred, og sverget at de alltid skulle        sette lys i vinduet på julaften.

Og denne nydelige skikken spredte seg ut over verden. Og hver julaften lyses verden opp av millioner av lys med sitt budskap om kjærlighet, glede og fred.

Den lille piken med svovelstikkene  (H.C.Andersen)

Hører definitivt med til klassikerne blant julehistorier, selv om handlingen foregår på nyttårsaften. Her er den i gammel,  dansk språkdrakt 

Det var saa grueligt koldt; det sneede og det begyndte at blive mørk Aften. Det var ogsaa den sidste Aften i Aaret, Nytaarsaften. 

I denne Kulde og i dette Mørke gik paa Gaden en lille, fattig Pige med bart Hoved og nøgne Fødder. Ja hun havde jo rigtignok havt Tøfler paa, da hun kom hjemme fra, men hvad kunde det hjælpe! Det var meget store Tøfler. Hendes Moder havde sidst brugt dem, saa store vare de, og dem tabte den Lille, da hun skyndte sig over Gaden, i det to Vogne foer saa grueligt stærkt forbi.  Den ene Tøffel var ikke at finde og den anden løb en Dreng med; han sagde, at den kunde han bruge til Vugge, naar han selv fik Børn.    

Der gik nu den lille Pige paa de nøgne smaa Fødder, der vare røde og blaa af Kulde. I et gammelt Forklæde holdt hun en Mængde Svovlstikker og eet Bundt gik hun med i Haanden.  Ingen havde den hele Dag kjøbt af hende.  Ingen havde givet hende en Skilling.  Sulten og forfrossen gik hun og saae saa forkuet ud, den lille Stakkel!  Sneefnokkene faldt i hendes lange gule Haar, der krøllede saa smukt om Nakken, men den Stads tænkte hun rigtignok ikke paa.  Ud fra alle Vinduer skinnede Lysene og saa lugtede der i Gaden saa deiligt af Gaasesteg -  det var jo Nytaarsaften - ja det tænkte hun paa. 

 Henne i en Krog mellem to Huse, det ene gik lidt mere frem i Gaden end det andet, der satte hun sig og krøb sammen.  De smaa Been havde hun trukket op under sig, men hun frøs endnu mere og hiem turde hun ikke gaae. Hun havde jo ingen Svovlstikker solgt, ikke faaet en eneste Skilling.  Hendes Fader vilde slaae hende  - og koldt var der ogsaa hjemme.  De havde kun Taget lige over dem og der peeb Vinden ind, skjøndt der var stoppet Straa og Klude i de største Sprækker. 

Hendes smaa Hænder vare næsten ganske døde af Kulde. Ak! en lille   Svovlstikke kunde gjøre godt. Turde hun bare trække een ud af Bundtet, stryge den mod Væggen og varme Fingrene. Hun trak een ud, "ritsch!" hvor spruddede den, hvor brændte den! det var en varm, klar Lue  - ligesom et lille Lys, da hun holdt Haanden om den.  Det var et underligt Lys!  Den lille Pige syntes hun sad foran en stor Jernkakkelovn med blanke Messingkugler og Messingtromle.  Ilden brændte saa velsignet, varmede saa godt!   -  nei, hvad var det! - Den Lille strakte allerede Fødderne ud for ogsaa at varme disse, - - da slukkedes Flammen, Kakkelovnen forsvandt, - hun sad med en lille Stump af den udbrændte Svovlstikke i Haanden. 

En ny blev strøget, den brændte, den lyste, og hvor Skinnet faldt paa Muren, blev denne gjennemsigtig, som et Flor.  Hun saae lige ind i Stuen, hvor Bordet stod dækket med en skinnende hvid Dug, med fiint Porcellain, og deiligt dampede den stegte Gaas, fyldt med Svedsker og Æbler!  Og hvad der endnu var prægtigere ;  Gaasen sprang fra Fadet, vraltede hen af Gulvet med Gaffel og Kniv i Ryggen; lige hen til den fattige Pige kom den;  -  - da slukkedes Svovlstikken og der var kun den tykke, kolde Muur at see.  

Hun tændte en ny. Da sad hun under det deiligste Juletræ.  Det var endnu større og mere pyntet, end det hun gjennem Glasdøren havde seet hos den rige Kiøbmand, nu sidste Juul.   Tusinde Lys brændte paa de grønne Grene og brogede Billeder, som de der pynte Boutikvinduerne, saae ned til hende. Den Lille strakte begge Hænder i Veiret - da slukkedes Svovlstikken.  De mange Julelys gik høiere og høiere, hun saae de vare nu de klare stjerner. Og en av stjernene faldt ned som et stjerneskud.  "Nu døer der Een!" sagde den Lille. For gamle Mormoer, som var den eneste, der havde været god mod hende, men nu var død, havde sagt: naar en Stjerne falder, gaaer der en Sjæl op til Gud.

Hun strøg igjen mod Muren en Svovlstikke, den lyste rundt om, og i Glandsen stod den gamle Mormoer, saa klar, saa skinnende, saa mild og velsignet.  
"Mormoer!" raabte den Lille, "O tag mig med!  Jeg veed, Du er borte, naar Svovlstikken gaaer ud; borte ligesom den varme Kakkelovn, den deilige Gaasesteg og det store velsignede Juletræ!" - og hun strøg ihast den hele Rest Svovlstikker, der var i Bundtet  -   hun vilde ret holde paa Mormoer.   Og Svovlstikkerne lyste med en saadan Glands, at det var klarere end ved den lyse Dag. Mormoer havde aldrig før været saa smuk, saa stor. Hun løftede den lille Pige op paa sin Arm, og de fløi i Glands og Glæde, saa høit, saa høit;  og der var ingen Kulde, ingen Hunger, ingen Angst, - de vare hos Gud !  

Men i Krogen ved Huset sad i den kolde Morgenstund den lille Pige med røde Kinder, med Smiil om Munden - død, frosset ihjel den sidste Aften i det gamle Aar. Nytaarsmorgen gik op over det lille Liig, der sad med Svovlstikkerne, hvoraf et Knippe var næsten brændt. Hun har villet varme sig! sagde man.  Ingen vidste, hvad smukt hun havde seet, i hvilken Glands hun med gamle Mormoer var gaaet ind til Nytaars Glæde!  

Mother Christmas ( Juledikt av Roald Dahl)

Where art thou, Mother Christmas?

Where art thou, Mother Christmas?
I only wish I knew
Why Father should get all the praise
And no-one mentions you.

I`ll bet you buy the presents
And wrap them large and small
While all the time that rotten swine
Pretends he`s done it all.

So Hail To Mother Christmas
Who shoulders all the work
And down with Father Christmas,
That unmitigated jerk.

Jeg har forsøkt meg med en enkel, uhøytidelig oversettelse til norsk....

Hvor er du, nissemor?

Hvor er du, kjære nissemor?  

Og hvordan har det seg

På Nissefar jo alle tror

Og ingen nevner deg.

Jeg tror du kjøper gavene

Og pakker smått og stort

Og hele tiden later’n som

Det er han som har det gjort.

Så TAKK til Nissemamma

For pakker, mat og vask.

Og ned med gamle nissefar,

Som bare er en slask.